Friskolen for Scenekunst er live
Det Kongelige Teater Balletskolen Odense skifter navn og udvider scenen
Alting har sin tid. Balletskolen i Odense har stadig sin tid – men fra december 2025 i en ny udgave og med nyt navn. Den lille friskole i hjertet af Odense står på skuldrene af fortidens klassiske traditioner, men bevæger sig nu fremad under et nyt navn: Friskolen for Scenekunst.
Siden Det Kongelige Teater åbnede en afdeling af deres balletskole i Odense for 23 år siden, har skolen i Jernbanegade fungeret som friskole med vision om at forme fremtidens balletdansere. Nu siger skolen tak for dansen til balletskolen – og velkommen til Friskolen for Scenekunst. Forandringen er ikke kun et nyt navn, det er også en forandret skole, hvor mange flere får muligheden for at opleve en skolegang kombineret med en bredere kunstnerisk uddannelse end hidtil.
”Konkret vil eleverne fra 5. klasse skulle vælge et kunstnerisk hovedfag, som de specialiserer sig indenfor, enten ballet, contemporary dance eller musical” forklarer Inge Fjord, forstander på Friskolen for Scenekunst.
"Det er nytænkning og en styrkelse, som bidrager til at udvikle dansemiljøet i Danmark, og glæder både mit kunstneriske hjerte og mit skolehjerte.”
Inge Fjord, forstander på Friskolen for Scenekunst
Om Friskolen for Scenekunst
- Friskolen for Scenekunst er den eneste grundskole i Danmark, som tilbyder kombinationen af almindelig skolegang og scenekunst med ballet, contemporary dance og musical
- Skolen skifter officielt navn torsdag den 11. december i forbindelse med premieren på skolens store juleforestilling på Odense Rådhus
- Den nye musicallinje bliver en del af skolen fra det nye skoleår i august 2026
- Det Kongelige Teaters Balletskole i København tilbyder rendyrket balletundervisning og grundskole, og i mange år har balletskolen i Odense været en satellitskole under denne. Med det nye navn og kunstneriske udvidelse, løsriver Friskolen for Scenekunst sig i navn og profil og bliver i højere grad en selvstændig friskole
- Friskolen for Scenekunst vil i fremtiden have et tæt samarbejde med Det Kongelige Teater om uddannelsen af de elever, der vælger den klassiske ballet som hovedfag
Friskolen for Scenekunst – Odense, den 8. december 2025
Kontakt: Skoleforstander Inge Fjord på if@friskolenforscenekunst.dk og mobil: 28 89 12 05
Fra kongeligt frø til selvstændig danse-grunduddannelse
Behovet for at flytte skolen ind i fremtiden har ulmet i flere år. Og for skolens forstander, Inge Fjord, har forandringen en særlig betydning:
– ”Det lille frø, der blev plantet i Odense som en satellitskole for det kongelige teater, har nu vokset sig til at være et træ så stort, at det selv har fået rødder og kan bære frugt. Det er svært at sætte ord på, hvor taknemmelige vi er over, at det lykkedes. Vi er ikke længere blot en friskole med ballet. Vi er en bredere scenekunstnerisk uddannelse, som efter 9. klasse kan fortsættes på det tilhørende akademi. Her kan eleverne tage en danse-grunduddannelse (DGU) indenfor klassisk ballet og contemporary dance, og de mest talentfulde elever kan fortsætte ind i KOMA-ballet, et pre-professionelt dansekompagni. Hermed er uddannelseshjulet ved at være fuldendt.
Det er nytænkning og en styrkelse, som bidrager til at udvikle dansemiljøet i Danmark, og glæder både mit kunstneriske hjerte og mit skolehjerte ” siger Inge Fjord.
En hjertevarm friskole kendt for sit fællesskab
Fællesskab, trivsel og det grundtvig-koldske demokratiske læringssyn er blandt skolens absolutte kerneværdier. Sådan har det altid været, og både nuværende og tidligere personale og elever fremhæver skolen for en unik hjertevarme og familiær følelse. Optagelsesprøverne er for længst afskaffet, og skolen er for alle, som har muligheden for og lysten til at danse, udtrykke sig og stå frem på en scene.
En skole i konstant bevægelse
Tiden står aldrig stille på friskolen. Skolen og scenekunsten er i konstant bevægelse, ligesom sine elever.
”Vi er indbegrebet af modet og morgendagen. Og vi skaber historier, der bevæger verden. Formidlet af alle de børn og unge, som har lyst til at gå på en skole med dans og bevægelse på skemaet hver dag”, slutter Inge Fjord.
Events & forestillinger
Vil du høre mere om Friskolen for Scenekunst?
Kontakt os på telefon 63 12 32 12 for en uforpligtende samtale, og hør, hvordan vi kan skabe de bedste rammer for dit barns skolegang.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til vores friskole i Odense, hvor faglighed, kreativitet og trivsel går hånd i hånd.